Medarbejder

Det gode arbejdsmiljø

Indhold
Medarbejder

Hvad skal der til for at trives på arbejde?

Som ansat trives du formentlig, når du oplever, at du kan løse dine opgaver tilfredsstillende og bruger dine evner og ressourcer godt, og samtidig er en del af fællesskabet på arbejdspladsen. Hvad der skal til, for at du trives på arbejdet, kan ændre sig over tid. Du kan have perioder, hvor du har overskud, og andre, hvor du føler sig presset. Derfor kan det være med til at forebygge, at du får mentale helbredsproblemer, hvis du sammen med din chef løbende taler om, hvordan du løser dine opgaver tilfredsstillende med de ressourcer og kompetencer, du har til rådighed. Det er okay at være mere presset i perioder, men presset må ikke blive konstant – så risikerer du at få problemer med dit mentale helbred.

Hvad kan jeg selv gøre for at have det godt?

Det er vigtigt at sige til, hvis du som ansat føler dig presset af forskellige årsager. Hvis du oplever, at der er ubalance mellem kravene i sit arbejde og dine ressourcer, kan det handle om arbejdsmængde og tidspres eller om uklare forventninger. Det kan også være, at du mangler nogle kompetencer eller ikke har tilstrækkelig indflydelse på dit arbejde. Hvis der er forhold på arbejdspladsen, som presser dig eller gør dig usikker og mindre glad, kan det også være nødvendigt at tale med din chef om, hvordan du kunne ønske sig, at tingene var anderledes. Hvis du eller en af dine kollegaer har symptomer på stress, angst eller depression, og de står på i længere tid, er det vigtigt at søge hjælp og støtte fra din arbejdsplads.

Arbejdspladsen har ansvar for arbejdsmiljø

Arbejdspladsen kan gøre meget for at skabe gode rammer, åbenhed og klarhed. For hvis du som ansat trives i dit job og oplever, at opgaverne er tydelige, og rollerne på arbejdspladsen er klare, har du mindre risiko for at opleve stress og mistrivsel. Der er flere ting, arbejdspladsen kan gøre, for at skabe gode rammer og en god arbejdskultur:

  • sikre sig, at der er klare mål og forventninger til de ansattes arbejdsopgaver. Det er vigtigt, at de ansatte ved, hvad der forventes af dem, og hvordan deres indsats bliver målt og vurderet.
  • arbejde på at skabe en åben og tillidsfuld kommunikationskultur. Det betyder, at der skal være plads til at tale åbent om udfordringer, og at der skal være mulighed for feedback og dialog. Det kan også være en god idé at have regelmæssige medarbejderudviklingssamtaler, hvor du kan drøfte trivsel og udviklingsmuligheder.
  •  sætte rammerne for en sund arbejdsbalance. Det kan ske ved at have fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde eller mulighed for at tage orlov. Det er også vigtigt, at der er en kultur, hvor det er i orden at tage pauser og holde fri, så du undgår at arbejde for mange timer.
  • gøre en aktiv indsats for at forebygge stress og mistrivsel. Det kan ske ved at tilbyde kurser og oplæg om stresshåndtering og trivsel, og ved at have en klar politik for håndtering af stress og sygefravær.

Pas på dig selv - og dine kollegaer

Som kollegaer har I en stor indflydelse på trivslen på arbejdspladsen. Der er flere ting, I kan gøre for at sikre, at alle har det godt på jobbet. I kan starte med at tale om, hvordan I organiserer arbejdet og orienterer hinanden, så alle oplever, at opgaverne er tydelige og til at klare. Hvis I oplever ubalance mellem kravene i arbejdet og jeres ressourcer, kan I tale om det og finde løsninger sammen. Det er også vigtigt at holde øje med, om nogen viser tegn på stress, angst eller depression over en længere periode, og spørge ind til deres trivsel. Det er vigtigt at have et godt samarbejde og fællesskab på arbejdspladsen og at holde en god omgangstone, selv i pressede situationer. Alt dette kan bidrage til en sund og positiv arbejdspladskultur.

Tal med din leder

Det er op til din chef at hjælpe med at finde løsninger, hvis du ikke trives eller er for presset i en periode.

Hvis du ikke mener, at du kan tale med din chef om dine udfordringer på jobbet, kan du i første omgang snakke med en kollega, som du har tillid til, og som kan hjælpe med at klare svære situationer.

Der er også mulighed for at tale med en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant eller henvende sig til din fagforening.